Dansk Bjerg- og Klatreklub

Kurser

Om vores kurser

I klubben tilbyder vi flere forskellige kurser og workshops herunder sikringskurser til topreb (K1) og føring (K2). Når du består et sikringskursus, får du et certifikat fra Dansk Klatreforbund samt sikringskort til Blocs & Walls.

Vi underviser primært i at sikre med GriGri og anbefaler, at man venter med at købe udstyr, til efter kurset er overstået.
Der afholdes både kurser i Blocs & Walls og i hallen på Sundholm, husk derfor at se lokationen når du tilmelder dig.
OBS, nogle kurser/workshops kræver gyldigt medlemskab i DBKK, da de afholdes på Sundholm.

Alle kurser har en minimumsalder på 15 år.

Har du nogle spørgsmål, er du velkommen til at skrive til event@blocs-walls.dk.

K1: Toprebskursus

Et toprebskursus er første skridt på vejen mod at blive en selvstændig rebklatrer. Ved toprebsklatring sidder rebet i toppen på væggen, og på kurset lærer du at sikre en klatrer, der klatrer til tops. Du får selvfølgelig selv mulighed for at klatre, og du stifter bekendtskab med forskelligt udstyr samt sikkerhedsprocedure.

  • 2 x 2,5 time
  • Intet krav om erfaring
  • Maks. 8 kursister på ét hold
  • Kursusbevis + grønt sikringskort til Blocs & Walls

K2: Føringskursus

Ved førstemandsklatring føres rebet med op af væggen ved at klippe det ind i karabiner på klatrevæggen.

På kurset lærer du, hvordan du fører rebet op, samt hvordan du sikrer en klatrer, der fører. Ved føring kræves stor opmærksomhed og respekt for sikkerhed både fra klatreren og sikringspersonen. Du lærer desuden, hvordan man sikrer et fald på føring, og du vil få kendskab til udstyr, der er relevant for førstemandsklatring.

  • Krav om gennemført og bestået et toprebskursus eller tilsvarende erfaring
  • 2 x 4 timer
  • Maks. 8 kursister på ét hold
  • Kursusbevis + rødt sikringskort til Blocs & Walls

Genopfriskning

Hvis du har erfaring med at sikre men er usikker i nogle af sikringsteknikkerne og har brug for hjælp til at komme igang igen, er dette kursus noget for dig.

Kurset fungerer som en kort men grundig genopfriskning af de grundlæggende og nødvendige teknikker, der anvendes i Blocs & Walls.

Det er en forudsætning, at du har gennemgået et sikringskursus under en klub i Dansk Klatreforbund eller har taget et kursus, hvor indholdet svarer til normerne fremsat af Dansk Klatreforbund.

Kurset afholdes over én undervisningsgang af 2 timers varighed.

Multi-pitch kursus

Dette kursus henvender sig til dig, der gerne vil klatre flere reblængder på Amager Nordvæg. Under kurset vil du blive introduceret til at sikre fra et etableret anker, abseile og redningsteknikker ved mindre ulykker. Der undervises ikke i at etablere et anker, og kurset er derfor ikke fyldestgørende til at klatre multipitch på klippe.

Som kursist skal du være rutineret i at sikre og klatre føring samt være fortrolig med at tage fald.

  • Kurset afvikles i vores gamle klatrehal på Sundholm, derfor er det et krav at have aktivt medlemskab i en klatreklub under DKLAF
  • 2 x 5 timer
  • Kursusbevis der giver adgang til Amager Nordvæg

Multi-pitch test

Hvis du har erfaring med at klatre multi-pitch men ikke har taget kurset gennem DBKK, er denne test din mulighed for at få adgang til at klatre multipitch på Amager Nordvæg.

  • Krav om bestået K2 eller tilsvarende kompetencer
  • Aktivt medlemskab i en klatreklub under DKLAF

Under testen skal du kunne demonstrere færdigheder, der lever op til ‘best practice’ som beskrevet i Dansk Klatreforbunds kursusstandard for multipitch på klatrevæg. Testen tager udgangspunkt i øvelse 5 i kursusstandarden. Du skal demonstrere rutine i sikringsarbejde, rebhåndtering og faldscenarier.

Redningskursus til Multi-pitch

Dette kursus henvender sig til dig, der gerne vil være i stand til at håndtere vanskelige situationer i forbindelse med Multipitch klatring. Kunne hjælpe en tilskadekommet makker, enten over eller under din stadeplads. Samt udvide dit rebhåndværk og færdigheder i forbindelse med Multipitch.

Som kursist skal du have et multi-pitch bevis eller test fra Dansk Klatreforbund samt være rutineret i at klatre multi-pitch, på enten kunstig væg eller klippe.

  • Kurset afvikles i vores gamle klatrehal på Sundholm, derfor er det et krav at have aktivt medlemskab i en klatreklub under DKLAF
  • 5 timer